Den store globale byttehandel med CO2
EU-lande kan slippe nemt om ved deres klimaforpligtelser, u-lande kan få penge og grøn teknologi - lad os få gang i den store CO2-kredit-handel, siger EU-virksomheder, CO2-købmænd og u-lande
3. april 2008
Af: Jørgen Steen Nielsen
En cyklist passerer et kulkraftværk i Fuxin i Liaoning-provinsen i Kina. For at opnå CO2-kreditter investerer EU-landene blandt andet i vindmøller i Kina. Foto: Greg Baker/AP/Polfoto
"Vi er nødt til at finde andre kanaler, så vi samlet set når den CO2-reduktion, der er sat som mål i 2020. Det bliver køb af CO2-kreditter i u-lande."
Sådan sagde Venstres energiordfører, Lars Chr. Lilleholt, forleden til Information som kommentar til det forhold, at den ny energipolitiske aftale på Christiansborg kun ser ud til at sikre halvdelen af den CO2-reduktion, Danmark skal præstere i 2020. Lilleholt nævnte også "yderligere hjemlige tiltag" som noget, der løbende må overvejes, men CO2-kreditterne fra u-lande var hans første bud.
Dermed giver Venstre-politikeren næring til den forestilling om de kommende års internationale klimaindsats, som i øjeblikket deler vandene: den store globale CO2-byttehandel. En markedsbaseret veksling af i-landenes klimaforpligtelser med u-landes ønske om bæredygtig teknologi og kapital. Et emne som også diskuteres på denne uges klimaforhandlinger i Bangkok, den første af de internationale arbejdssessioner på vejen til klimatopmødet i København næste år.
Læs mere om
CO2-kvoter
klimapolitik
udviklingslande
I øjeblikket er især EU-Kommissionen under stærkt internationalt pres for at åbne for mere omfattende handel med CO2-kreditterne. Et pres der udøves af store u-lande, europæiske virksomheder, EU-lande med ondt i klimaregnskabet samt branchen af CO2-købmænd og -konsulenter.
Nøgleordet er CDM, Clean Development Mechanism. En af Kyoto-aftalens såkaldt 'fleksible mekanismer'.
CDM-projekter "er den optimale løsning, når det handler om at opnå globale udledningsreduktioner på en økonomisk effektiv måde. Samtidig er der enorme forretningsmuligheder for klimavenlige investeringer og for teknologi-leverandører," hedder det i præsentationsmaterialet fra Perspectives, et af de konsulentfirmaer, der lever af det nye marked og for nylig deltog i en konference i København for 1.600 aktører fra den fremstormende CO2-handelsbranche.
Et CDM-projekt består i, at f.eks. et EU-land eller en EU-virksomhed investerer i et projekt i et u-land, som fører til reduceret udledning af CO2 eller andre drivhusgasser. Vindmøller i Kina, energibesparelser i Indien, biogasanlæg i Brasilien og en hel del andet. For hvert ton CO2, u-landsprojektet skåner atmosfæren for, udløses ét stk. CO2-kredit, som den vestlige investor kan bruge til modregning af sin hjemlige forpligtelse til CO2-reduktion.
For mange kreditter
I øjeblikket ekspanderer mængden af potentielle CDM-projekter og kreditkilder fra u-lande stærkt. Konsulentvirksomheden PointCarbon oplyser, at den faktiske handel med CO2-kreditter voksede dramatisk fra 2006 til 2007 - med hele 199 pct., målt i værdi.
Ifølge Risøs database er der nu 1.000 FN-registrerede CDM-projekter og yderligere 2.000 undervejs. Den samlede mængde CO2-kreditter til forventet rådighed i perioden 2008-2012 vil ifølge Risø blive knap 2,5 mia. ton og i 2020 mere end det dobbelte.
For de nærmeste år vil der i snit være 366 mio. ton CO2-reduktion til salg til vestlige lande og kvotebelagte virksomheder - svarende til ca. seks gange Danmarks årlige CO2-udledning.
I Europa definerer EU-Kommissionen både et loft for energi- og industrivirksomheders interne EU-handel med CO2-kvoter og en overgrænse for, hvor meget medlemslande og kvotevirksomheder må tage u-landsprojekters CO2-kreditter til hjælp for at opfylde CO2-målene.
Hidtil har EU været overordentlig gavmild med adgangen til at trække på kreditter fra CDM-projekterne og tilsvarende projekter i østlande, kaldet JI (Joint Implementation). Senest hvad angår Kyoto-systemets fase 2, perioden 2008-12.
"Det er generelt accepteret, at EU-Kommissionen gjorde et godt stykke arbejde med at sætte kvotelofter, men var mere generøs med at definere grænsen for kreditter. I teorien kan fase 2 vise sig ikke at give nogen udledningsreduktioner i Europa, kun import af kreditter fra CDM- og JI-lande," skriver PointCarbon i rapporten Carbon 2008, præsenteret på konferencen i København.
Inden for EU-kvoteloftet for 2008-12 skal virksomhederne reducere CO2-udledningerne med, hvad der svarer til 140 mio. ton pr. år, men de har samtidig fået lov til at købe kreditter svarende til 280 mio. ton pr. år.
"Hvis alle JI/CDM-tilladelserne udnyttes i 2008-12, vil den kvotedækkede sektor kunne øge EU's emissioner betydeligt i perioden 2008-12 frem for at begrænse dem," fastslås det i et notat fra Energistyrelsen til EU-Specialudvalget for Energi.
Altså i givet fald en CO2-mæssig fredning af de europæiske energiselskaber og tunge industrier til gengæld for en overførsel af såkaldt klimavenlig teknologi til især de store u-lande.
I EU-Kommissionen er man helt bevidst om problemet.
"EU's mål er at ændre retningen af sin egen økonomi og dermed sætte et eksempel for andre," sagde Yvon Slingenberg, chef for EU-Kommissionens kontor for CO2-handel, på mødet i København.
Derfor har Kommissionen spillet ud med en helt ny kurs for tredje fase af EU's kvotesystem, perioden 2013-20, hvor EU har som mål at reducere udledningerne med mindst 20 pct. I denne fase skal der ifølge Kommissionens forslag stort set ingen nye CO2-kreditkøb fra CDM-projekter stilles til rådighed for medlemslande og kvotevirksomheder. Kun ubrugte kreditmuligheder fra perioden 2008-12 kan overføres og bruges frem til 2020.
"Vi er nødt til at give folk et incitament til at investere i ren teknologi i EU. Hvis man kan klare forpligtelserne billigere ved at købe kreditter, så vil vi ikke bevæge os mod en EU-økonomi med lave CO2-udledninger. EU kritiseres for at gøre for lidt, og hvis vi skal sikre vor troværdighed, må vi vise, at der sker noget i EU," lød Yvon Slingenbergs begrundelse for den ny, restriktive kurs.
Kun hvis det på klimatopmødet i København næste år lykkes at få USA og andre i-lande med på et fælles mål om 30 pct. CO2-reduktion i 2020, er Kommissionen villig til at genåbne for markant brug af nye CO2-kreditter.
Pres fra flere sider
EU-Kommissionens udspil har fået ros fra grønne ngo'er i EU, der finder det afgørende, at de vestlige lande fejer for egen dør som dem, der står for de store CO2-udledninger. Dertil mener ngo'er som Greenpeace og WWF, at den reelle klimavirkning af mange CDM-projekter er højst tvivlsom. Fordi projekterne ville blive gennemført af u-landene alligevel og derfor ikke giver nogen ekstra CO2-reduktion, eller fordi de i nogle tilfælde ikke er reelt bæredygtige.
Men fra andre sider rejser der sig nu et ramaskrig mod Kommissionens nye kurs.
"EU's forslag ryster markedet," sagde Odin Knudsen, miljøproduktchef hos den store finansvirksomhed JPMorgan Chase, på konferencen for CO2-handelsmænd i København.
Han henviste til, at det i dag først og fremmest er EU-lande og -virksomheder, der køber CO2-kreditter og dermed holder markedet i gang.
"Dette er en indsprøjtning af enorm usikkerhed i markedet. Hvis ikke EU-Kommissionen ændrer kurs, vil det eksisterende CDM-marked blive svækket med potentielt kollaps for nogle (CO2-investerings)fonde og projektudviklere til følge. Hvis de projekter, der er udviklet, ikke kan sælges, skaber det en meget, meget kaotisk situation," advarede Odin Knudsen.
Samme signal er sendt af EFET, den europæiske sammenslutning af energiselskaber, der bl.a. tæller DONG Energy som medlem. EFET fremfører, at en begrænsning af EU's brug af CO2-kreditter vil få u-landene til at nedtrappe investeringer i klimavenlig teknologi. En sådan kreditbegrænsning "vil bremse udviklingen af et dybt marked for projekter for udledningsreduktion og dermed markant øge Europas pris for at mindske udledningerne, idet potentialet for billige reduktioner i u-lande ikke vil blive tappet fuldt ud," skriver EFET, der helst ser fri adgang for virksomhederne til at klare deres klimaforpligtelser via CDM.
Samme toner lyder fra Dansk Industri, der repræsenterer danske virksomheder under kvotesystemet.
"Uanset om en international klimaaftale øger EU's selvvalgte forpligtelse på 20 pct. (CO2-reduktion), har vi brug for øget adgang til at kunne købe CO2-kreditter. Dette er et middel til dels at bevare EU's konkurrenceevne og samtidig finansiere den helt nødvendige teknologioverførsel til udviklingslande," siger Helle Juhler-Verdoner, fagleder i Dansk Industri, til DI Business.
Presset på EU-Kommissionen kommer også fra anden kant. Chefen for FN's Klimasekretariat, Yvo de Boer, mener, at CDM er nøglen til at få u-landene med i en ny global klimaaftale. Han henviser til u-landenes krav om penge og teknologi.
"U-lande vil sige, at CDM i øjeblikket udgør de eneste seriøse penge, der er kommet på bordet, og I foreslår at begrænse dem," sagde de Boer til EU-Kommissionen på konferencen i København.
Han mener, at CDM-systemet er nøglen til succes for klimatopmødet næste år. Hvis i-lande leverer penge og grøn teknologi ved at købe CO2-kreditter fra CDM-projekter, kan det få lande som Kina og Indien til at acceptere en global klima-aftale, og dermed er der chance for også at få USA med. Hvis omvendt CDM-markedet undergraves via restriktiv EU-adfærd, kan det bruges af USA som argument for, at hele den Kyoto-baserede tilgang til klima-udfordringen ikke duer.
"Forslaget om at begrænse CDM er helt klart ikke en hjælp," sagde de Boer.
Under denne uges klimaforhandlinger i Bangkok har bl.a. Kina forlangt en styrket rolle for CDM-mekanismen.
Norges statsminister Jens Stoltenberg, som også deltog i CO2-konferencen i København, er enig.
"CDM er en succes. Vi bør ikke ødelægge det med for stram regulering. Der vil selvfølgelig være dårlige projekter, men det er ikke et argument mod CDM. Jeg er imod rådne æbler, men det betyder ikke, at jeg er imod æbler," sagde den norske regeringschef.
Dilemmaet
For EU's forhandlingsstrateger er bremsen på CDM i tiden efter 2012 også en taktisk manøvre. Budskabet om kun at åbne for øget CDM-adgang, hvis der laves en global aftale om 30 pct. CO2-reduktion i 2020, kan være redskabet til at få såvel store u-lande som EU-erhvervslivet til at presse USA til at acceptere et sådant ambitiøst mål.
Når man ikke så langt, kan EU alternativt bruge CDM-begrænsningen som handelsvare: Hvis Kina, Indien og andre vil gå med til en aftale i København, kan EU til gengæld tilbyde at åbne for friere adgang til investering i CDM-projekter.
Dilemmaet er åbenlyst. Og grundlæggende affødt af det faktum, at i-landene ikke i nævneværdigt omfang har villet yde den gennem mange år lovede teknologioverførsel og finansielle hjælp til u-landene - ikke før nu, hvor man har opfundet den helt rigtige modydelse: En pris på CO2 og et marked, der giver vestlige lande og kvotevirksomheder muligheden for at slippe nemt om ved deres klima-forpligtelser.
Skulle EU-Kommissionen give efter for presset, er spørgsmålet, hvem der på sigt trækker det længste strå: De i Vesten, der slipper billigt og uden store hjemlige indgreb fra deres CO2-forpligtelser?
Eller de u-lande der gradvist opnår et mere bæredygtigt energisystem, mens Vesten af magelighed og forandringsangst bliver hængende i det fossilt dominerede system?
Udskriftsvenlig udgave
Relaterede artikler
* CO2 fra EU-virksomheder voksede i 2007
* Hvad med de visionære alternativer for fremtiden?
* Energiaftale når knap halvvejs til CO2-målet
* CO2-kvoter løser ikke alt
* CO2-handel blomstrer, men prisen er for lav
God tone i debatten
Skriv en kommentar
Dit navn: *
E-mail: *
Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
Hjemmeside:
Kommentar: *
Captcha Image: you will need to recognize the text in it.
Fri for spam: *
Fri for spam: indtast bogstaverne på billedet ovenfor. Tip: de er alle versaler
Træt af at indtaste hver gang du skriver en kommentar? Hvorfor opretter du ikke en brugerkonto på hjemmesiden, så slipper du for besværet
Fra forsiden
*
Den store globale byttehandel med CO2
*
Kamal Qureshis bagland kritiserer Søvndal
*
Tror du på spøgelser?
*
Piger får stress i skolen
*
Muslimske homoer erklærer en kærligheds-jihad
*
Begge bogede den baglæns ud af bondeland
torsdag den 3. april 2008
søndag den 20. januar 2008
Klimaproblemer er kilde til ny vækst
Af Vibeke Daell Bjerrum Mandag den 14. januar 2008, 07:57
Klimaforandringer behøver ikke kun have negative konsekvenser. Bekæmpelse af den globale opvarmning kan nemlig også opfylde ønsket om fortsat økonomisk vækst, lyder budskabet fra den danske energiindustri.
Læs også
* Klima skal på programmet inden topmøde (15.01.08)
*
*
I dag kommer den første samlede internationale publikation fra den danske energiindustri på gaden. Og ”Bright Green”, der fungerer som optakt til klimatopmødet i København i 2009 er optimistisk læsning. Klimaforandringerne kan nemlig betyde ny vækst i form af både eksport og nye job.
”I Danmark er vi efterhånden blevet vant til at anse den globale CO2 – debat som en fantastisk ny vækstmulighed for industrien. Det er ikke helt tilfældet i mange andre lande, hvor løsningen på CO2-problemet stadig ofte bliver anset som en væksthæmmer”, siger Jørgen Mads Clausen, der er administrerende direktør i Danfoss og formand for bestyrelsen i Energiindustrien under Dansk Industri til Børsen.
Klimaforandringernes positive effekt på den danske økonomi kan blandt andet ses på det stigende salg af energiteknologi til udlandet. Salget, der ifølge Energistyrelsen, lå på cirka 46 mia. kr. i 2006, spås af både Energistyrelsen og Dansk Energi til at stige til et sted over 200 mia. kr. i 2020.
En sådan stigning vil ifølge Børsen skabe 60.000 nye job alene i energiindustrien, der i dag beskæftiger 27.000 personer.
Det handler om at vise, at man sagtens kan have udvikling og vækst, uden at det samtidig er en belastning for miljøet og klimaet. Thomas Bustrup, vicedirektør med ansvar for internationale relationer i Dansk Industri.
Vil gerne sætte dagsorden
"Bright Green”, som publikationen fra den danske energiindustri hedder, er desuden navnet på de samlede aktiviteter, som energiindustrien planlægger at gennemføre op til og under klimatopmødet i København i 2009.
Og ifølge Thomas Bustrup, der er vicedirektør med ansvar for internationale relationer i Dansk Industri, er ønsket at påvirke dagsordenen for klimatopmødet.
”Det handler om at vise, at man sagtens kan have udvikling og vækst, uden at det samtidig er en belastning for miljøet og klimaet,” siger Thomas Bustrup til Børsen.
”Bright Green”-publikationen udpeger en række af Danmarks særlige styrkepositioner inden for skabelsen af løsninger på de globale klimaproblemer. Her nævner rapporten blandt andet vindmøller, biomasse i kraftvarmeværker, bioethanol, solenergi, brændselsceller og bølgekraft.
Klimaforandringer behøver ikke kun have negative konsekvenser. Bekæmpelse af den globale opvarmning kan nemlig også opfylde ønsket om fortsat økonomisk vækst, lyder budskabet fra den danske energiindustri.
Læs også
* Klima skal på programmet inden topmøde (15.01.08)
*
*
I dag kommer den første samlede internationale publikation fra den danske energiindustri på gaden. Og ”Bright Green”, der fungerer som optakt til klimatopmødet i København i 2009 er optimistisk læsning. Klimaforandringerne kan nemlig betyde ny vækst i form af både eksport og nye job.
”I Danmark er vi efterhånden blevet vant til at anse den globale CO2 – debat som en fantastisk ny vækstmulighed for industrien. Det er ikke helt tilfældet i mange andre lande, hvor løsningen på CO2-problemet stadig ofte bliver anset som en væksthæmmer”, siger Jørgen Mads Clausen, der er administrerende direktør i Danfoss og formand for bestyrelsen i Energiindustrien under Dansk Industri til Børsen.
Klimaforandringernes positive effekt på den danske økonomi kan blandt andet ses på det stigende salg af energiteknologi til udlandet. Salget, der ifølge Energistyrelsen, lå på cirka 46 mia. kr. i 2006, spås af både Energistyrelsen og Dansk Energi til at stige til et sted over 200 mia. kr. i 2020.
En sådan stigning vil ifølge Børsen skabe 60.000 nye job alene i energiindustrien, der i dag beskæftiger 27.000 personer.
Det handler om at vise, at man sagtens kan have udvikling og vækst, uden at det samtidig er en belastning for miljøet og klimaet. Thomas Bustrup, vicedirektør med ansvar for internationale relationer i Dansk Industri.
Vil gerne sætte dagsorden
"Bright Green”, som publikationen fra den danske energiindustri hedder, er desuden navnet på de samlede aktiviteter, som energiindustrien planlægger at gennemføre op til og under klimatopmødet i København i 2009.
Og ifølge Thomas Bustrup, der er vicedirektør med ansvar for internationale relationer i Dansk Industri, er ønsket at påvirke dagsordenen for klimatopmødet.
”Det handler om at vise, at man sagtens kan have udvikling og vækst, uden at det samtidig er en belastning for miljøet og klimaet,” siger Thomas Bustrup til Børsen.
”Bright Green”-publikationen udpeger en række af Danmarks særlige styrkepositioner inden for skabelsen af løsninger på de globale klimaproblemer. Her nævner rapporten blandt andet vindmøller, biomasse i kraftvarmeværker, bioethanol, solenergi, brændselsceller og bølgekraft.
mandag den 7. januar 2008
Fakta: Sådan virker recessionens spiral
07-01-2008 14:54 af Casper Fruergaard Schrøder, Børsen online
Hvis først verdens største økonomi går ned, sætter det en kædereaktion i hele verden i gang, der også rammer Danmark. Her er en introduktion til ordet alle taler om, recession.
Hvad er recession egentlig?
Recession defineres i Europa som negativ vækst to kvartaler i træk. I USA er definitionen noget mere uklar, fordi man her har et særligt råd, der ud fra en række økonomiske parametre erklærer, hvornår økonomien er i recession.
Hvorfor taler alle om recession i USA?
Recession er rykket op på dagsordenen i USA efter det seneste halve års kreditkrise, hvor bankerne har lidt store tab på risikofyldte lån til boligejere, der ikke er i stand til at betale de månedlige ydelser, med negative følgevirkninger for hele landets økonomi.
Hvordan virker recessionens spiral?
Kreditkrisen har sat gang i en negativ kædereaktion, hvor forskellige faktorer trækker økonomien ned i en ond spiral.
Boligmarkedet falder i pris, fordi bankerne har strammet lånevilkårene oven på krisen. De faldende boligpriser har sat nybyggeriet i stå. De strammere lånevilkår har samtidig svækket mulighederne for finansiering af vækst i virksomhederne, lige som det faldende boligmarked har bremset privatforbruget.
Er virksomhederne ikke i stand til at vækste, betyder det fald i beskæftigelsen, hvilket igen svækker privatforbruget, fordi befolkningen ikke længere så mange penge på lommen. Går det amerikanske privatforbrug alvorligt ned, er det et stort problem for USA's økonomi, fordi 70 pct. af fremdriften bæres af befolkningens købelyst.
Hvorfor kan recession i USA ramme Danmark?
Danske virksomheder lever for manges vedkommende direkte eller indirekte af eksport til USA. Går det dårligt for de amerikanske virksomheder og forbrugere betyder det mindre eksport og dermed lavere omsætning og indtjening i Danmark.
Problemerne for danske virksomheder betyder færre job, hvilket rammer privatforbruget, og dermed rammes også mulighederne for at afsætte varer på hjemmemarkedet.
Hvad gør man ved recession?
Staten kan modvirke recession ved at tilføre yderligere penge til økonomien ved at sætte renten ned i håbet om, at det vil puste nyt liv i samfundet. Derudover kan skattelettelser være med til at sætte gang i et skrantende privatforbrug.
Hvis først verdens største økonomi går ned, sætter det en kædereaktion i hele verden i gang, der også rammer Danmark. Her er en introduktion til ordet alle taler om, recession.
Hvad er recession egentlig?
Recession defineres i Europa som negativ vækst to kvartaler i træk. I USA er definitionen noget mere uklar, fordi man her har et særligt råd, der ud fra en række økonomiske parametre erklærer, hvornår økonomien er i recession.
Hvorfor taler alle om recession i USA?
Recession er rykket op på dagsordenen i USA efter det seneste halve års kreditkrise, hvor bankerne har lidt store tab på risikofyldte lån til boligejere, der ikke er i stand til at betale de månedlige ydelser, med negative følgevirkninger for hele landets økonomi.
Hvordan virker recessionens spiral?
Kreditkrisen har sat gang i en negativ kædereaktion, hvor forskellige faktorer trækker økonomien ned i en ond spiral.
Boligmarkedet falder i pris, fordi bankerne har strammet lånevilkårene oven på krisen. De faldende boligpriser har sat nybyggeriet i stå. De strammere lånevilkår har samtidig svækket mulighederne for finansiering af vækst i virksomhederne, lige som det faldende boligmarked har bremset privatforbruget.
Er virksomhederne ikke i stand til at vækste, betyder det fald i beskæftigelsen, hvilket igen svækker privatforbruget, fordi befolkningen ikke længere så mange penge på lommen. Går det amerikanske privatforbrug alvorligt ned, er det et stort problem for USA's økonomi, fordi 70 pct. af fremdriften bæres af befolkningens købelyst.
Hvorfor kan recession i USA ramme Danmark?
Danske virksomheder lever for manges vedkommende direkte eller indirekte af eksport til USA. Går det dårligt for de amerikanske virksomheder og forbrugere betyder det mindre eksport og dermed lavere omsætning og indtjening i Danmark.
Problemerne for danske virksomheder betyder færre job, hvilket rammer privatforbruget, og dermed rammes også mulighederne for at afsætte varer på hjemmemarkedet.
Hvad gør man ved recession?
Staten kan modvirke recession ved at tilføre yderligere penge til økonomien ved at sætte renten ned i håbet om, at det vil puste nyt liv i samfundet. Derudover kan skattelettelser være med til at sætte gang i et skrantende privatforbrug.
onsdag den 2. januar 2008
Danmark mulighedernes land
Onsdag 2. januar 2008 I dag med Fakultet | Medier
Abonnement | Opret dig som bruger | Log ind | i2
* Litteratur |
* Forside |
* Samfund |
* Kultur |
* Debat |
* Luftskibet
Leder
Mulighedernes land
28. november 2007
Af: Bent Winther
"Danmark er mulighedernes land. Og alle danskere skal have mulighed for at bruge deres evner. Uanset om familien har rødder i Damaskus eller Dybbøl"
Statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin åbningstale i Folketinget i går
Hvad skal der blive af de hjemløse, de psykisk syge på herbergerne, narkomanerne og de udstødte, når der ikke længere eksisterer noget socialministerium i Danmark? Det spørgsmål bekymrer med rette en række sociale hjælpeorganisationer, som med regeringsdannelsen sidste fredag kan notere, at det ministerium, som hidtil har været deres med- og modspiller, nu er udvidet og omdannet til et velfærdsministerium. Formand for Rådet for Socialt Udsatte, Preben Brandt, sagde således til Information mandag, at han er stærkt bekymret for, om det nye superministerium vil prioritere de socialt udsatte: "Selve navnet Velfærdsministerium signalerer middelklasse. Den store magtfulde og mangfoldige middelklasse, som er velformuleret og virkelig har nogle pressionsmidler." Chef for Kirkens Korshær Bjarne Lenau Henriksen supplerede ved at påpege, at hjemløse, misbrugere og de psykisk syge slet ikke har været en del af den netop overståede valgkamp: "Velfærd har været lig med de stærkes velfærd, og hvis man tager valgkampen som pejlemærke, kan man frygte, at det også bliver sådan reelt set."
Læs mere om
Anders Fogh Rasmussen
Karen Jespersen
kirkens korshær
socialdemokraterne
socialt udsatte
velfærdsministeriet
Selv slår velfærdsminister Karen Jespersen (V) fast, at hendes hjerte fortsat banker for de svageste i samfundet, og at frygten er grundløs. Dog kan det konstateres, at ministeren i den kommende lange tid får nok at se til med hensyn til at skaffe flertal og senere at implementere den kvalitetsreform, som regeringen nu skal forhandle med Folketingets partier. Uanset om hun kan lide det eller ej, så er fokus rettet mod den veletablerede middelklasses velfærd og privilegier i forhold til børnepasning, skoler, uddannelse og ældreomsorg. Det store forventningspres på den offentlige sektor og den rekordlave ledighed har fjernet opmærksomheden fra de grupper, som velfærdssamfundet oprindeligt var sat i verden for at tage hånd om - nemlig dem, som ikke kan klare sig selv af den ene eller den anden årsag. Når valgkampen især hos de to store regeringsbærende midterpartier, Venstre og Socialdemokraterne, i den grad er fokuseret på den universelle og brede velfærd, så er det et udtryk for, at middelklassens ve og vel og middelklassens afgørende stemmer til folketingsvalgene helt har fået overtaget i den politiske tænkning.
Både Venstre og Socialdemokraterne vil bekæmpe den stigende ulighed i samfundet og den negative sociale arv, siger de. Der skal være lige muligheder for alle - jævnfør ovenstående citat fra statsministerens åbningstale i går. Men samtidig betyder en række af de foregående års tiltag på de sociale område at flere presses ud i fattigdom. Det gælder starthjælpen, loftet over kontanthjælpen og den særlige 300 timers regel, som betyder, at kontanthjælpsmodtagere risikerer at ryge ud af systemet. Det er dem, som i de kommende uger vil stå i kø hos de sociale organisationer for at modtage gratis julehjælp.
Der er for de store midterpartier tilsyneladende ikke længere særligt mange stemmer i at appellere til den sociale samvittighed. Og det er der flere årsager til. For det første har den ellers succesfulde beskæftigelsespolitik, som blev introduceret under SR-regeringen og skærpet under VK, haft som en ikke ubetydelig sideeffekt, at vores opfattelse af svage grupper har ændret sig. Midt i 90'erne hed det - rettigheder og pligter, aktiv socialpolitik og senere under VK-regeringen "noget for noget", og halvdelen af Socialministeriet blev underlagt Beskæftigelsesministeriets rationale. Ledige og udstødte fra arbejdsmarkedet skal ikke passiviseres, men yde noget og gøre, hvad de kan for at komme ind på arbejdsmarkedet, ellers trues de med sanktioner. Filosofien har været og er, at der skal være plads til alle. Ingen må opgives, har beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen slået fast gang på gang - alle kan yde en indsats. Bagsiden af den - basalt set sympatiske grundholdning - er, at de, der er tilbage under en højkonjunktur med meget lav ledighed, i den offentlige bevidsthed må være dem, der ikke vil yde noget - de er altså selv skyld i den sociale situation, de er havnet i. En anden nærliggende grund er, at en meget stor gruppe af de fattigste i dag udgøres af indvandrere, som tilsyneladende ikke nyder samme samvittighedsfulde omsorg som fattige 20. generations danskere.
Risikoen for de socialt udstødte er, at det går med Socialministeriet, som det gik med Boligministeriet, da det blev lagt ind under Bendt Bendtsens super erhvervsministerium. Det har betydet, at der ikke længere føres aktiv social boligpolitik, og at boligpolitik er blevet et spørgsmål om mere eller mindre markedsregulering. Den store udfordring for Karen Jespersen og hendes nye ministerium bliver at bevise, at der fortsat føres socialpolitik i Danmark.
Udskriftsvenlig udgave
Relaterede artikler
* De svage risikerer at blive glemt i nyt superministerium
* Hvad signalerer Velfærdsministeriet?
* Ministerhold uden fornyelse
* 'Tredje bedste siden 1947'
* Regerings-dannelse kan trække ud
God tone i debatten
Skriv en kommentar
Dit navn: *
E-mail: *
Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
Hjemmeside:
Kommentar: *
Captcha Image: you will need to recognize the text in it.
Fri for spam: *
Fri for spam: indtast bogstaverne på billedet ovenfor (Tip: de er alle versaler)
På information.dk
* Drama »
* Europa »
* Fakultet »
* Film »
* Kunst »
* Litteratur »
* Marked »
* Medier »
* Miljø og klima»
* Musik »
Aktuelle emner
* Benazir Bhutto »
* Valg I Pakistan »
* Dansk Folkeparti »
* Anders Fogh Rasmussen »
* Nytår »
* Irak »
* Pervez Musharraf »
* Jul »
* Integration »
* Pakistan »
Dagbladet Information
Grundlagt 5. maj 1945 af Børge Outze. Dengang som nu uafhængig af partipolitiske og økonomiske interesser
Få avisen leveret derhjemme
Netavisen
Forside | Samfund | Kultur | Debat | Luftskibet
Abonnement
Abonnement | Fejl i levering | Flytteservice | Ferieservice
Annoncer
Professionelle annoncører | Tast-selv
Om os
Kontakt | Forhandlere | Journalister | Organisation | Ledige stillinger | Historie | Forlaget
*
Redaktion
* Ansvarshavende chefredaktør: Palle Weis
* Redaktør for nye medier: Nikolai Thyssen
* Medredaktør: Bent Winther
* Kulturredaktør: Peter Nielsen
* International redaktør: Lotte Folke Kaarsholm
* Debatredaktør: Mette Højbjerg
* Weekend: Mette-Line Thorup og Rune Lykkeberg
* Oversigt: Journalister på Information
Ophavsretten tilhører Dagbladet Information. Læs mere om brug af materiale publiceret på information.dk
Information.dk is powered by Drupal open source software | Get involved: The Open Source Newspaper | Drupal Hosting Partner: BEE3
Dagbladet Information | Store Kongensgade 40C, DK-1264 København |Tel: 33696000 | Fax: 33696079
st_user@information.dk
Abonnement | Opret dig som bruger | Log ind | i2
* Litteratur |
* Forside |
* Samfund |
* Kultur |
* Debat |
* Luftskibet
Leder
Mulighedernes land
28. november 2007
Af: Bent Winther
"Danmark er mulighedernes land. Og alle danskere skal have mulighed for at bruge deres evner. Uanset om familien har rødder i Damaskus eller Dybbøl"
Statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin åbningstale i Folketinget i går
Hvad skal der blive af de hjemløse, de psykisk syge på herbergerne, narkomanerne og de udstødte, når der ikke længere eksisterer noget socialministerium i Danmark? Det spørgsmål bekymrer med rette en række sociale hjælpeorganisationer, som med regeringsdannelsen sidste fredag kan notere, at det ministerium, som hidtil har været deres med- og modspiller, nu er udvidet og omdannet til et velfærdsministerium. Formand for Rådet for Socialt Udsatte, Preben Brandt, sagde således til Information mandag, at han er stærkt bekymret for, om det nye superministerium vil prioritere de socialt udsatte: "Selve navnet Velfærdsministerium signalerer middelklasse. Den store magtfulde og mangfoldige middelklasse, som er velformuleret og virkelig har nogle pressionsmidler." Chef for Kirkens Korshær Bjarne Lenau Henriksen supplerede ved at påpege, at hjemløse, misbrugere og de psykisk syge slet ikke har været en del af den netop overståede valgkamp: "Velfærd har været lig med de stærkes velfærd, og hvis man tager valgkampen som pejlemærke, kan man frygte, at det også bliver sådan reelt set."
Læs mere om
Anders Fogh Rasmussen
Karen Jespersen
kirkens korshær
socialdemokraterne
socialt udsatte
velfærdsministeriet
Selv slår velfærdsminister Karen Jespersen (V) fast, at hendes hjerte fortsat banker for de svageste i samfundet, og at frygten er grundløs. Dog kan det konstateres, at ministeren i den kommende lange tid får nok at se til med hensyn til at skaffe flertal og senere at implementere den kvalitetsreform, som regeringen nu skal forhandle med Folketingets partier. Uanset om hun kan lide det eller ej, så er fokus rettet mod den veletablerede middelklasses velfærd og privilegier i forhold til børnepasning, skoler, uddannelse og ældreomsorg. Det store forventningspres på den offentlige sektor og den rekordlave ledighed har fjernet opmærksomheden fra de grupper, som velfærdssamfundet oprindeligt var sat i verden for at tage hånd om - nemlig dem, som ikke kan klare sig selv af den ene eller den anden årsag. Når valgkampen især hos de to store regeringsbærende midterpartier, Venstre og Socialdemokraterne, i den grad er fokuseret på den universelle og brede velfærd, så er det et udtryk for, at middelklassens ve og vel og middelklassens afgørende stemmer til folketingsvalgene helt har fået overtaget i den politiske tænkning.
Både Venstre og Socialdemokraterne vil bekæmpe den stigende ulighed i samfundet og den negative sociale arv, siger de. Der skal være lige muligheder for alle - jævnfør ovenstående citat fra statsministerens åbningstale i går. Men samtidig betyder en række af de foregående års tiltag på de sociale område at flere presses ud i fattigdom. Det gælder starthjælpen, loftet over kontanthjælpen og den særlige 300 timers regel, som betyder, at kontanthjælpsmodtagere risikerer at ryge ud af systemet. Det er dem, som i de kommende uger vil stå i kø hos de sociale organisationer for at modtage gratis julehjælp.
Der er for de store midterpartier tilsyneladende ikke længere særligt mange stemmer i at appellere til den sociale samvittighed. Og det er der flere årsager til. For det første har den ellers succesfulde beskæftigelsespolitik, som blev introduceret under SR-regeringen og skærpet under VK, haft som en ikke ubetydelig sideeffekt, at vores opfattelse af svage grupper har ændret sig. Midt i 90'erne hed det - rettigheder og pligter, aktiv socialpolitik og senere under VK-regeringen "noget for noget", og halvdelen af Socialministeriet blev underlagt Beskæftigelsesministeriets rationale. Ledige og udstødte fra arbejdsmarkedet skal ikke passiviseres, men yde noget og gøre, hvad de kan for at komme ind på arbejdsmarkedet, ellers trues de med sanktioner. Filosofien har været og er, at der skal være plads til alle. Ingen må opgives, har beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen slået fast gang på gang - alle kan yde en indsats. Bagsiden af den - basalt set sympatiske grundholdning - er, at de, der er tilbage under en højkonjunktur med meget lav ledighed, i den offentlige bevidsthed må være dem, der ikke vil yde noget - de er altså selv skyld i den sociale situation, de er havnet i. En anden nærliggende grund er, at en meget stor gruppe af de fattigste i dag udgøres af indvandrere, som tilsyneladende ikke nyder samme samvittighedsfulde omsorg som fattige 20. generations danskere.
Risikoen for de socialt udstødte er, at det går med Socialministeriet, som det gik med Boligministeriet, da det blev lagt ind under Bendt Bendtsens super erhvervsministerium. Det har betydet, at der ikke længere føres aktiv social boligpolitik, og at boligpolitik er blevet et spørgsmål om mere eller mindre markedsregulering. Den store udfordring for Karen Jespersen og hendes nye ministerium bliver at bevise, at der fortsat føres socialpolitik i Danmark.
Udskriftsvenlig udgave
Relaterede artikler
* De svage risikerer at blive glemt i nyt superministerium
* Hvad signalerer Velfærdsministeriet?
* Ministerhold uden fornyelse
* 'Tredje bedste siden 1947'
* Regerings-dannelse kan trække ud
God tone i debatten
Skriv en kommentar
Dit navn: *
E-mail: *
Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
Hjemmeside:
Kommentar: *
Captcha Image: you will need to recognize the text in it.
Fri for spam: *
Fri for spam: indtast bogstaverne på billedet ovenfor (Tip: de er alle versaler)
På information.dk
* Drama »
* Europa »
* Fakultet »
* Film »
* Kunst »
* Litteratur »
* Marked »
* Medier »
* Miljø og klima»
* Musik »
Aktuelle emner
* Benazir Bhutto »
* Valg I Pakistan »
* Dansk Folkeparti »
* Anders Fogh Rasmussen »
* Nytår »
* Irak »
* Pervez Musharraf »
* Jul »
* Integration »
* Pakistan »
Dagbladet Information
Grundlagt 5. maj 1945 af Børge Outze. Dengang som nu uafhængig af partipolitiske og økonomiske interesser
Få avisen leveret derhjemme
Netavisen
Forside | Samfund | Kultur | Debat | Luftskibet
Abonnement
Abonnement | Fejl i levering | Flytteservice | Ferieservice
Annoncer
Professionelle annoncører | Tast-selv
Om os
Kontakt | Forhandlere | Journalister | Organisation | Ledige stillinger | Historie | Forlaget
*
Redaktion
* Ansvarshavende chefredaktør: Palle Weis
* Redaktør for nye medier: Nikolai Thyssen
* Medredaktør: Bent Winther
* Kulturredaktør: Peter Nielsen
* International redaktør: Lotte Folke Kaarsholm
* Debatredaktør: Mette Højbjerg
* Weekend: Mette-Line Thorup og Rune Lykkeberg
* Oversigt: Journalister på Information
Ophavsretten tilhører Dagbladet Information. Læs mere om brug af materiale publiceret på information.dk
Information.dk is powered by Drupal open source software | Get involved: The Open Source Newspaper | Drupal Hosting Partner: BEE3
Dagbladet Information | Store Kongensgade 40C, DK-1264 København |Tel: 33696000 | Fax: 33696079
st_user@information.dk
søndag den 16. december 2007
RUC-studerende kræver rektors afgang
De studerende på RUC vil ikke finde sig i rektor Poul Holms spareplaner og fyringsrunder. Det er Poul Holm, der er problemet, siger de.
Af Peter Jørgensen
Send artikel
Print artikel
- Foto: DRESLING JENS
'REKTOR SKAL GÅ AF NU!'
Sådan lyder overskriften i en mail, der opfordrer RUC's studerende til at deltage i en happening mod rektor Poul Holm på torsdag.
Økonomisk rod er rektors skyld
Kravet kommer, efter at Poul Holm og ledelsen har fremlagt planer om at fyre 20-30 medarbejdere, fordi der skal spares omkring 20 millioner kroner.
I mailen står blandt andet, at de studerende med aktionen vil gøre bestyrelsen opmærksom på, at »...den største hindring for at få løst RUC's økonomiske problemer er Poul Holms administration af midlerne«.
Hver tredje vil væk
Den forgangne uge har været hård mod ledelsen på RUC, som også har modtaget kritik fra en gruppe RUC-medarbejdere i et åbent brev.
Her beskriver de rektor Poul Holm og direktør Peter Lautitzens plan om at fyre mellem 20 og 30 personer i det nye år som hovedkulds og brutal.
Det var også i denne uge, en trivselsundersøgelse af cirka 600 RUC-ansatte blev offentliggjort. Den viste, at hver tredje medarbejder på RUC ofte eller altid overvejer at søge andet arbejde. Dobbelt så mange som på en gennemsnitlig dansk arbejdsplads.
Nervøse studerende
Hos studenterrådet ved RUC har man den seneste uge fået mange henvendelser fra forvirrede studerende, fortæller næstformand, Sigrid Abild Andersen.
»De er nervøse over for, hvad der skal ske, for de er ikke blevet informeret om noget som helst. De får deres viden fra aviserne«, siger hun.
Sigrid Abild Andersen sidder også i Akademisk Råd, der har som opgave at rådgive rektor og ledelse i budgetspørgsmål. Men i denne sag fik de i rådet budgetforslaget så sent, at de nægtede at give rådgivning, fordi de ikke kunne nå at læse det hele igennem.
»Vi fik det dagen før, vi skulle rådgive, og det er altså en sag på 100 sider. Samtidig har vi ikke fået nogen orientering om overvejelserne bag, som vi har bedt om, og som de er forpligtede til at give«, siger hun.
Poul Holm skal gå af!
Akademisk Råd har i dag holdt et ekstraordinært møde og samles igen på tirsdag.
Sigrid Abild Andersen siger, at studenterrådet ikke har noget at gøre med mailen, der opfordrer til at demonstrere foran den sal, hvor bestyrelsen torsdag skal godkende spareplanen.
I mailen står, at besparelserne kan betyde, at flere studier vil komme til at mangle vejledere. Med store typer proklamerer mailen, at torsdagens happening er et skridt på vejen mod at »Befri RUC - det er vores universitet!«.
Sigrid Abild Andersen bliver ikke at finde til demonstrationen på torsdag. Hun har nok at gøre for tiden med at holde møder i diverse udvalg.
»Men jeg er da rigtig glad for, at der er en masse mennesker, der reagerer på, at deres universitet står foran besparelser«, slutter hun.
Af Peter Jørgensen
Send artikel
Print artikel
- Foto: DRESLING JENS
'REKTOR SKAL GÅ AF NU!'
Sådan lyder overskriften i en mail, der opfordrer RUC's studerende til at deltage i en happening mod rektor Poul Holm på torsdag.
Økonomisk rod er rektors skyld
Kravet kommer, efter at Poul Holm og ledelsen har fremlagt planer om at fyre 20-30 medarbejdere, fordi der skal spares omkring 20 millioner kroner.
I mailen står blandt andet, at de studerende med aktionen vil gøre bestyrelsen opmærksom på, at »...den største hindring for at få løst RUC's økonomiske problemer er Poul Holms administration af midlerne«.
Hver tredje vil væk
Den forgangne uge har været hård mod ledelsen på RUC, som også har modtaget kritik fra en gruppe RUC-medarbejdere i et åbent brev.
Her beskriver de rektor Poul Holm og direktør Peter Lautitzens plan om at fyre mellem 20 og 30 personer i det nye år som hovedkulds og brutal.
Det var også i denne uge, en trivselsundersøgelse af cirka 600 RUC-ansatte blev offentliggjort. Den viste, at hver tredje medarbejder på RUC ofte eller altid overvejer at søge andet arbejde. Dobbelt så mange som på en gennemsnitlig dansk arbejdsplads.
Nervøse studerende
Hos studenterrådet ved RUC har man den seneste uge fået mange henvendelser fra forvirrede studerende, fortæller næstformand, Sigrid Abild Andersen.
»De er nervøse over for, hvad der skal ske, for de er ikke blevet informeret om noget som helst. De får deres viden fra aviserne«, siger hun.
Sigrid Abild Andersen sidder også i Akademisk Råd, der har som opgave at rådgive rektor og ledelse i budgetspørgsmål. Men i denne sag fik de i rådet budgetforslaget så sent, at de nægtede at give rådgivning, fordi de ikke kunne nå at læse det hele igennem.
»Vi fik det dagen før, vi skulle rådgive, og det er altså en sag på 100 sider. Samtidig har vi ikke fået nogen orientering om overvejelserne bag, som vi har bedt om, og som de er forpligtede til at give«, siger hun.
Poul Holm skal gå af!
Akademisk Råd har i dag holdt et ekstraordinært møde og samles igen på tirsdag.
Sigrid Abild Andersen siger, at studenterrådet ikke har noget at gøre med mailen, der opfordrer til at demonstrere foran den sal, hvor bestyrelsen torsdag skal godkende spareplanen.
I mailen står, at besparelserne kan betyde, at flere studier vil komme til at mangle vejledere. Med store typer proklamerer mailen, at torsdagens happening er et skridt på vejen mod at »Befri RUC - det er vores universitet!«.
Sigrid Abild Andersen bliver ikke at finde til demonstrationen på torsdag. Hun har nok at gøre for tiden med at holde møder i diverse udvalg.
»Men jeg er da rigtig glad for, at der er en masse mennesker, der reagerer på, at deres universitet står foran besparelser«, slutter hun.
lørdag den 15. december 2007
Klimakrisen afspejler vor tids kolonialisme
Klimakrisen afspejler vor tids kolonialisme
På Bali bliver det pludselig synligt, hvad rapporterne har fortalt længe: Fremtiden stjæles fra denne verdens fattige for at sikre, at det gode liv kan fortsætte og ekspanderes hos de rige
15. december 2007
Af: Jørgen Steen Nielsen
Protest. Kampen for klimaet er på Bali også blevet identificeret som en kamp mod en ny form for kolonialisme og mod overgreb på menneskers frihedsrettigheder. Det blev dog kun til en enkelt demonstration med krav om klimahandling, lighed og retfærdighed under klimamødet - langt borte fra de forhandlende ministre og diplomater i Balis konferencecenter. Foto: Jørgen Steen Nielsen
Det er ikke fordi, man ikke har læst om det. Mange gange. Det siges også markant nok i f.eks. dette års udgave af Human Development Report fra FN's Udviklingsprogram UNDP:
"De, der først og fremmest har skabt problemet - de rige lande - er ikke dem, der komme til at lide alvorligst under det på kort sigt. Det er de fattigste, som ikke har bidraget og stadig ikke bidrager mærkbart til udledningen af drivhusgasser, som er de mest sårbare."
Men rapporter er én ting. Det forbliver abstrakt. Fjernt. Tørkeofre i Afrika er nogle, man giver en ged eller høne til i julegave.
Læs mere om
globale klimaændringer
klimamøde i Bali
ulande
Noget andet er at blive konfronteret med virkeligheden. I landsbyen Tanjung Benoa på vestsiden af Balis Nusa Dua-halvø lever man på kanten af havet. Kystlinjen ligger ubeskyttet, og man ved, at det er et spørgsmål om tid, før havet forandrer sig fra ven og indkomstkilde til trussel.
"Vi får at vide, at havet vil stige og forandre sig. Vi mærker også, at vejret er anderledes. Indtil for få år siden regnede det altid meget på denne årstid. Nu regner det næsten ikke," siger en kvinde i landsbyen.
Derfor er man omhyggelige med de traditionelle ceremonier, der gennemføres for at vise respekt for naturen og velsigne de dyr i havet og på land, som man lever af. Men man er også begyndt at søge aktiv beskyttelse mod de forandringerne. I disse dage er folk i landsbyen sammen med frivillige fra Røde Kors i Indonesien i færd med at plante spæde, salttålende mangroveplanter langs kystlinjen. 2-3.000 eksemplarer er sat, 10.000 er målet.
"Først om et årti har disse planter vokset sig til et effektivt bolværk mod de ekstreme vejrfænomener og den havstigning, der er undervejs. For menneskene i Tanjung Benoa er det en kamp med tiden," siger Madeleen Helmer, barfodet leder af Internationalt Røde Kors' og Røde Halvmånes Klimacenter og selv optaget af at fæstne mangroveplanterne på lange rækker i sandbunden.
På FN's klimamøde, der i disse timer afsluttes i Bali International Conference Center, har mange stemmer fra udviklingslandene leveret et chokerende budskab om, hvordan klimaforandringerne ikke er et fremtidigt trusselsscenario, man skal forberede sig på, men en aktuel katastrofe under udfoldelse, i fuld gang med at undergrave levevilkårene og den begyndende udvikling blandt mange af verdens fattige.
Særlig ubekvemt er det at høre, hvordan forandringerne i naturen og de forringede levevilkår har kunnet iagttages lokalt i årevis.
"Vi har set isbræerne forandre sig år for år. Vi har oplevet hvalrosfangsten længst mod nord blive ødelagt, fordi isen er blevet for tynd. Vi har set forandringerne tage til i mange år nu," siger en grønlandsk deltager på Bali.
Men man har ikke lokalt forstået årsagerne, og det internationale samfund har kunnet trække på skuldrene, fordi det indtil for nylig ikke ansås for fuldgyldigt dokumenteret af vestlige videnskabsfolk og avancerede modelberegninger, at verden faktisk er under menneskeskabt global opvarmning. Vi tror først på virkeligheden, når den er bevist i en computer.
Den ubekvemme indsigt, som kryber ind på én her på stedet, er, at det, der nu foregår på kloden, er en ny, langt mere ondartet - om end mindre ondsindet - vestlig kolonialisme rettet mod den verden, de fattige lever i. En sen erkendelse kan man hævde - så meget desto mere nådesløs og ubehagelig.
Fælles eje
Eric Kisiangani, en venlig kenyaner der arbejder med udviklingsprojekter i Mandera-distriktet i den nordligste, allermest fattige og allerhårdest ramte del af Kenya, er en af dem, der finder ordet kolonialisme på sin plads.
"Atmosfæren er fælles eje for hele menneskeheden. Ikke desto mindre er det et mindretal af Jordens befolkning, der har misbrugt og stadig misbruger den til at dumpe deres CO2 i," siger Eric Kisiangani.
Indiens minister for videnskab og teknologi, Kapil Sibal, gav nøgletallet, da han onsdag talte til klimamødet: "De historiske udledninger udgør 1.100 ton CO2 pr. indbygger i nogle i-lande sat i forhold til 23 ton for Indien."
Tre fjerdedele af den CO2, der indtil nu er ophobet i atmosfæren som resultat af det fossile energiforbrug, er udledt af mindre end en femtedel af verdens befolkning: indbyggerne i de rige lande.
Kisiangani fortæller om kolonialismens ansigt i Mandera-distriktet.
"De fleste her er hyrdefolk, der lever af deres kvæg og geder. Tørke er ikke ukendt, og det er heller ikke ukendt, at man kan miste dyr, når det er tørke. Men før i tiden var der så langt imellem, at man kunne genskabe det tabte, før en ny tørke måske indfandt sig. Nu rammer den meget hyppigere. Det tager omkring 10 år at genskabe en tabt kreaturbestand og dermed livsgrundlaget, men i dag er der kun omkring tre år mellem, at tørken rammer."
"For et par år siden døde 300 mennesker som konsekvens af en tørkeperiode i Mandera. Folk, som har levet der i 50-60 år, siger, at de aldrig har oplevet sådan noget før. Før fik børnene kød og mælk. Nu er de totalt fejlernærede," siger Eric Kisiangani.
Ændringerne i klimaet bringer befolkningen ind i en ond cirkel.
"Pigerne må opgive skolen, fordi de må ud og lede efter vand eller passe deres mindre søskende, mens mødrene leder efter mad. Den tid, der skulle bruges til at skabe udvikling, stjæles fra os."
I det vestlige Kenya, ved Lake Victoria, er problemet det modsatte af tørken. Ekstrem nedbør giver oversvømmelser.
"Der har været oversvømmelser, hvor 15.000 mennesker har måttet forlade området og har mistet alt. Når en vej hos os bliver ødelagt ved oversvømmelser, tager det 5-10 år at få den genetableret. Når en hytte ødelægges, tager det måske tre-fire måneder. Tid der skulle være brugt til at skabe bedre levevilkår eller blot sikre den daglige levevej," fortæller Kisiangani.
I Bangladesh, hvor halvdelen af den 140 mio. store befolkning på forhånd lever under fattigdomsgrænsen, opererer man med større tal. Efter en ødelæggende monsun-regn i sommer blev Bangladesh i sidste måned ramt af Sidr, den værste cyklon i 16 år. Officielle tal siger 3.500 dødsofre og millioner fordrevet fra deres hjem. Mohammad Ali, der bor i Dhaka, Bangladesh, mener ligesom Røde Kors, at antallet af ofre er nærmere 10.000 foruden et par hundrede tusind mistede kreaturer.
"Bangladesh illustrerer helt bogstaveligt, hvordan denne verdens fattige, uskyldige majoritet er ofre i forreste række for klimaændringerne. Mennesker i Bangladesh sætter et meget, meget lille fossilt fodaftryk på kloden. De fleste lever fra hånden i munden og bidrager næppe til klimaproblemet. Men det er dem, der rammes," siger Mohammad Ali, bangladesher med job i den internationale udviklingsorganisation Practical Acion.
Truslen mod det lavtliggende deltaland for foden af Himalaya er flerdobbelt: Havets stigning og forstærkede stormfloder, truer fra søsiden. Ekstrem nedbør truer ovenfra med oversvømmelser, og det samme gør forstærket afsmeltning af sne og is i bjergene inde i baglandet.
"De mennesker, der bliver ramt, ved ikke hvorfor de udsættes for disse lidelser. De søger tilflugt på tagene af deres huse, når vandet kommer, men de mister ofte alt. Fattige lande har også fattige regeringer, og der er hverken penge nok til at sikre befolkningen mod oversvømmelserne eller hjælpe dem bagefter. I vore dage kan vi i bedste fald få 72 timers varsel, før storme eller oversvømmelser kommer. Men vi kan ikke stoppe det. Vi er tvunget til at leve med konsekvenserne," siger Mohammad Ali, hvis drøm er at få etableret bare én storm- og oversvømmelsessikret bygning i hver landsby, så man kan værne mennesker, kreaturer og såsæd mod ødelæggelse, når vandet kommer.
Tre liv
På klimamødet viste Verdensbanken en ny film om den globale opvarmnings ofre. Tre sagtmodige fortællinger om tre mennesker, hvis fremtid er ved at blive dem frastjålet:
-Den 35-årige kvinde fra Niger i Afrika, hvis hirseafgrøde er slået fejl, fordi regnen udebliver Der kan gå tre-fire dage, hvor hun ikke kan give børnene mad. "Mit liv er lidelse, bare lidelse," siger hun, mens filmen fortæller, at klimaforandringerne vil øge det areal på kloden, der rammes af ørkendannelse, med 17 pct. de kommende år.
-Fiskeren Sammysuddin fra den lille indonesiske ø Kopopango, der med spyd plejer at fange familiens middag ved koralrevene. Men nu er opvarmningen ved at gøre korallerne hvide og skrøbelige, de går i stykker, og der bliver færre fisk. Der er dage, hvor Sammysuddin ikke har noget med hjem. "Hvad skal vi gøre, hvis vi ikke fanger fisk. Alle på øen lever af fiskeri," fortæller han. Og filmen oplyser, at op til 30 pct. af koralrevene i Sydøstasien risikerer ødelæggelse på grund af opvarmningen.
-Bonden Felipe fra den peruvianske landsby Pucarumi i Andesbjergene. Den store Ausangate-gletscher, der leverer vand til græsningsarealerne for landsbyens lamaer og til kartoffeldyrkningen, er på hastig retræte. Kartoffelmarkerne rykkes længere op ad bjergskråningerne for at sikre vand nok, men det er en stakket frist. "Kun Gud kender vor skæbne, hvis sneen forsvinder," siger Felipe. Filmen konstaterer, at mange gletschere vil være væk om 15-25 år.
De tre kender ikke hinandens skæbne. Ved næppe, at de er del af en global forandring, foranlediget af livsformen på andre breddegrader.
Her på Bali-konferencen har sammenslutningen af 44 små ø-stater og lavtliggende kystnationer, AOSIS, været den klareste stemme for klimakrisens ofre.
"Vi er som kanariefuglen i kulminen. Det, der rammer os, rammer resten af verden senere," siger AOSIS' formand, Grenadas FN-ambassadør Angus Friday.
Han fortæller, hvordan forsikringsselskabet Lloyds efter to orkaner inden for 10 måneder har omdefineret Grenadas status, så den caribiske østat nu ligger inden for orkanbæltet, hvor det før har ligget udenfor.
"Selv med de nuværende temperaturer oplever Grenada katastrofale orkaner, som på timer har dræbt mennesker, ødelagt 90 pct. af øens boliger og efterladt økonomiske skader på 200 pct. af vort bruttonationalprodukt," fortæller Angus Friday.
For andre af ø-staterne er det havenes gradvise stigen, der er mareridtet. Den lille polynesiske ø-stat Tuvalu, der med 10.000 indbyggere på ni koraløer ligger på selve Ækvator, er formentlig dødsdømt. Kystzonen eroderes allerede, og saltvand trænger ind og ødelægger drikkevand og jordbrug. Hvis havene får lov at stige med 60 centimeter i dette århundrede - et sandsynligt scenario fra FN's klimapanel - "vil det indebære Tuvalus fuldstændige forsvinden i havet sammen med vor kultur, levevej og grundlæggende uafhængighed og menneskerettigheder," sagde ø-statens miljøminister Tavau Teii til klimakonferencens delegerede.
Samme budskab fra øgruppen Maldiverne i Det Indiske Ocean.
"For 20 år siden talte jeg til FN's Generalforsamling om de farer, klimaforandringerne udgør for Maldiverne og andre små ø-stater. Jeg satte dengang fokus på en katastrofe, der stod og ventede. I dag fylder katastrofen hele horisonten. Data om havets stigning gennem det seneste tiår bekræfter vor værste frygt," sagde Maldivernes præsident, Maumoon Abdul Gayoom.
Tidligere i år blev 70 af øerne i øgruppen ramt af oversvømmelse. Halvdelen af øerne er under erosion "i alarmerende tempo."
"I nogle tilfælde har samfund måtte rykke længere indad på land eller flytte til sikrere øer," oplyste præsidenten.
At gøre bare én ø i Maldiverne - der er omkring 1.900 - sikker mod havet koster 100 mio. dollar, oplyser AOSIS. De rige donor-lande har her på Bali-mødet sikret 325 mio. dollar for en fireårig periode til den ny tilpasningsfond, der sigter på de samlede behov for klimabeskyttelse og tilpasning i samtlige u-lande.
"Det kriterium, vi sætter for at kunne kalde denne konference succesfuld, er, at ikke én ø bliver ladt i stikken," siger Angus Friday.
Det indebærer, at den smertetærskel for den globale opvarmning, som EU og klimaforskerne sætter ved to grader - og som bl.a. USA kategorisk afviser at tale om - ifølge Friday er "alt for høj". En begrænsning af udledningerne, der bremser opvarmningen ved to grader, kan ikke redde en række af denne verdens lavtliggende ø-samfund. Når EU-folk og klimaeksperter taler om udsigten til "katastrofale klimaforandringer" over to grader, overser de, at katastrofen allerede er daglig kendsgerning for millioner af mennesker i den fattige verden.
Os i dag, jer i morgen
Engang rejste vestlige magter ud og stjal med tvang og våbenmagt rigdomme og ressourcer fra de fattige for at sikre egen fortsat udvikling. I dag er Vestens velstand sikret ved at stjæle af den ressource, der hedder atmosfærens og økosystemernes livsnærende kapacitet. Eller værre end som så:
"Ironien er, at det er de fattige i verden, der sikrer os ånderum i dag. I øjeblikket består 80 pct. af den vedvarende energi af biomassebaseret energi anvendt af de fattigste til at dække deres behov til madlavning, belysning og brændsel," siger Sunita Narain, leder af den indiske ngo Centre for Science and Environment. Alene fordi de fattige har holdt sig til denne vedvarende energi på lavt forbrugsniveau, har det været muligt for andre at leve på en stor fossil levefod uden for længst at udløse klimatiske sammenbrud.
Den rige verden har på ny invaderet de fattiges livsgrundlag for at udvide eget forbrug. Vi har måske ikke vidst det - i hvert fald ikke ønsket at vide det. Men nu, hvor ofrene står i kø og fortæller, ved vi.
Det har undret her på Bali, at vreden ikke mærkes. Ingen rasende taler i plenarsalen, ingen store demonstrationer udenfor. Mohammad Ali fra Bangladesh siger:
"Det vil ikke hjælpe os, hvis vi begynder at anklage jer. Dette rammer os i dag, men i morgen rammer det også jer. Hedebølgen i Frankrig i 2003 slog mennesker ihjel. Og hvad var årsagen til orkan Katrina, til skovbrandene i Californien og Grækenland?"
"Vi anmoder jer ganske enkelt om at respektere naturen i stedet for at spille hasard med den. Naturen har givet os så meget, men tilsyneladende ikke nok til at tilfredsstille vor grådighed. Det er grådigheden, naturen ikke kan bære."
- Du taler om 'os'. Det er da ikke befolkningen i Bangladesh, der har skabt dette problem?
"Jeg er borger i verden. Derfor må jeg acceptere, at jeg også har et ansvar," siger Mohammad Ali.
At u-landene har ansvar er blevet sagt eftertrykkeligt her på Bali. USA har hamret på Kina og Indien og andre store u-lande og forlangt forpligtelse til CO2-reduktioner, hvis USA selv skal kunne yde noget. Også Danmarks Connie Hedegaard og EU har talt højt om store u-landes ansvar.
"I det tørkeramte Mandera-distrikt i Kenya har der faktisk været en demonstration, hvor folk forlangte, at USA skærer sine udledninger ned. Men ved denne konference fremfører vore delegerede ikke folkets budskaber særlig tydeligt. De hører hele tiden Vesten sige: 'U-landene må også skære ned'. Og vi er blevet afhængige af at få ny hjælp for at kunne beskytte os mod klimaændringerne. Derfor er vore delegerede så sagtmodige," siger Erik Kisiangani.
Klima-økonomen Sir Nicholas Stern protesterer mod det retfærdighedsbegreb, nogle rige lande opererer med under forhandlingerne. Endog målet om samme ret til CO2-udledning for alle mennesker, som Angela Merkel og her på Bali den indiske delegation har talt for, er skævt, fordi det negligerer, hvad Vesten har opnået ved at overforbruge gennem et helt århundrede.
"Det ville svare til en udvalgt gruppe mennesker, der drikker af brønden i meget lang tid. Når de begynder at indse, at brønden er ved at løbe tør, vedtager de, at alle mennesker skal have samme størrelse glas. Det er en meget svag udlægning af lighedsbegrebet. 80 pct. nedskæringer i de rige lande er det absolutte minimum, som idealet om lighed fordrer," sagde Stern forleden.
Efter kolonialismens epoke indførtes den internationale udviklingsbistand for at give u-landene den mulighed for at skabe udvikling og velfærd, som var blevet dem berøvet. Det 21. århundredes klimakolonialisme fordrer ikke blot, at de rige lande trækker sig tilbage som kolonisatorer af den fælles atmosfære, men også at de fattige lande ydes erstatning for de tab og den lidelse, den globale opvarmning nu påfører dem. Bali-mødet har vedtaget at putte foreløbig 325 mio. dollar i en ny tilpasningsfond samt 165 mio. dollar i en fond til beskyttelse af u-landenes skove. De beløb, der reelt er brug for til de to formål, er ifølge UNDP og Nicholas Stern henholdsvis 1.000 og et par hundrede gange større.
Mødet på Bali har ikke bragt nogen ny atmosfærisk verdensorden. Måske Københavns-mødet i 2009 kan gøre det.
Udskriftsvenlig udgave
Relaterede artikler
* 'På randen af enighed'
* Klimaforsker: Nordpolen isfri i 2013
* 'De andre gør det også'
* I sneglefart mod Bali-mandatet
* Handel skal redde klimaet
God tone i debatten
Kommentarer
Jakob
15. december, 2007 #
Citat fra artiklen:
"Også Danmarks Connie Hedegaard og EU har talt højt om store u-landes ansvar."
--
Ja, og jeg kan slet ikke finde ord for, hvor flovt det er, eller hvor hult det klinger i mine ører, når jeg ved, hvor fortvivlende lidt hun selv har gjort i Danmark de sidste 6 år:
http://www.grassroots.dk/partipolitik/Vindmoellekapacitet.JPG
Hvis vi havde en moralsk domstol, så måtte hun straffes strengt.
Citat fra artiklen:
"den smertetærskel for den globale opvarmning, som EU og klimaforskerne sætter ved to grader - og som bl.a. USA kategorisk afviser at tale om - ifølge Friday er "alt for høj". En begrænsning af udledningerne, der bremser opvarmningen ved to grader, kan ikke redde en række af denne verdens lavtliggende ø-samfund."
--
Nej, så vi skal bare se at komme i krig med at løse problemerne.!
Jeg mener seriøst i krig. Forsvaret bør delvist mobiliseres og hjælpe med vindmølleopsætning og drift.
Energi- og miljøgeneralen skal have vide beføjelser blandt andet til at begrænse driften af stærkt forurenende virksomheder.
Og befolkningen og virksomheder skal selvfølgelig opdrages til at bruge mest strøm, når det blæser meget.
Tænker man lidt på hvad der blev produceret under 2. verdenskrig af våben, skibe, tanks, køretøjer, fly osv...., så er det nok temmelig indlysende, at hvis vi vil, så kan vi på ganske få år skabe en stor overkapacitet af vindmøller, og så er vi allerede kommet langt.
Selvom der blev gået til valg på noget andet, så håber jeg alligevel, at Statsministeren erklærer krig mod global opvarmning og svinger sparekniven.
Den forøgede ulandsbistand bør efter min mening gå til vedvarende energi enten i Danmark eller i Ulande.
Stødende kommentar?
Rune
15. december, 2007 #
"Jeg er borger i verden. Derfor må jeg acceptere, at jeg også har et ansvar," siger Mohammad Ali.
- fra Bangladesh, som er et af de hårdest ramte lande af global opvarmning, hvis reelle ansvar kan ligge på et meget lille sted.
Av... dén gjorde faktisk ondt... rigtig ondt...
Men på nogle mennesker preller selv dén slags projektiler vist af?
Stødende kommentar?
Skriv en kommentar
Dit navn: *
E-mail: *
Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
Hjemmeside:
Kommentar: *
Captcha Image: you will need to recognize the text in it.
Fri for spam: *
Fri for spam: indtast bogstaverne på billedet ovenfor (Tip: de er alle versaler)
På information.dk
* Drama »
* Europa »
* Fakultet »
* Film »
* Kunst »
* Litteratur »
* Marked »
* Medier »
* Miljø og klima»
* Musik »
Aktuelle emner
* Julen 2007 »
* Klimamøde I Bali »
* Terrorsagen I Vollsmose »
* Afghanistan »
* Eu »
* Libanon »
* Anders Fogh Rasmussen »
* Lissabon-Traktaten »
* Farc »
* Algeriet »
På Bali bliver det pludselig synligt, hvad rapporterne har fortalt længe: Fremtiden stjæles fra denne verdens fattige for at sikre, at det gode liv kan fortsætte og ekspanderes hos de rige
15. december 2007
Af: Jørgen Steen Nielsen
Protest. Kampen for klimaet er på Bali også blevet identificeret som en kamp mod en ny form for kolonialisme og mod overgreb på menneskers frihedsrettigheder. Det blev dog kun til en enkelt demonstration med krav om klimahandling, lighed og retfærdighed under klimamødet - langt borte fra de forhandlende ministre og diplomater i Balis konferencecenter. Foto: Jørgen Steen Nielsen
Det er ikke fordi, man ikke har læst om det. Mange gange. Det siges også markant nok i f.eks. dette års udgave af Human Development Report fra FN's Udviklingsprogram UNDP:
"De, der først og fremmest har skabt problemet - de rige lande - er ikke dem, der komme til at lide alvorligst under det på kort sigt. Det er de fattigste, som ikke har bidraget og stadig ikke bidrager mærkbart til udledningen af drivhusgasser, som er de mest sårbare."
Men rapporter er én ting. Det forbliver abstrakt. Fjernt. Tørkeofre i Afrika er nogle, man giver en ged eller høne til i julegave.
Læs mere om
globale klimaændringer
klimamøde i Bali
ulande
Noget andet er at blive konfronteret med virkeligheden. I landsbyen Tanjung Benoa på vestsiden af Balis Nusa Dua-halvø lever man på kanten af havet. Kystlinjen ligger ubeskyttet, og man ved, at det er et spørgsmål om tid, før havet forandrer sig fra ven og indkomstkilde til trussel.
"Vi får at vide, at havet vil stige og forandre sig. Vi mærker også, at vejret er anderledes. Indtil for få år siden regnede det altid meget på denne årstid. Nu regner det næsten ikke," siger en kvinde i landsbyen.
Derfor er man omhyggelige med de traditionelle ceremonier, der gennemføres for at vise respekt for naturen og velsigne de dyr i havet og på land, som man lever af. Men man er også begyndt at søge aktiv beskyttelse mod de forandringerne. I disse dage er folk i landsbyen sammen med frivillige fra Røde Kors i Indonesien i færd med at plante spæde, salttålende mangroveplanter langs kystlinjen. 2-3.000 eksemplarer er sat, 10.000 er målet.
"Først om et årti har disse planter vokset sig til et effektivt bolværk mod de ekstreme vejrfænomener og den havstigning, der er undervejs. For menneskene i Tanjung Benoa er det en kamp med tiden," siger Madeleen Helmer, barfodet leder af Internationalt Røde Kors' og Røde Halvmånes Klimacenter og selv optaget af at fæstne mangroveplanterne på lange rækker i sandbunden.
På FN's klimamøde, der i disse timer afsluttes i Bali International Conference Center, har mange stemmer fra udviklingslandene leveret et chokerende budskab om, hvordan klimaforandringerne ikke er et fremtidigt trusselsscenario, man skal forberede sig på, men en aktuel katastrofe under udfoldelse, i fuld gang med at undergrave levevilkårene og den begyndende udvikling blandt mange af verdens fattige.
Særlig ubekvemt er det at høre, hvordan forandringerne i naturen og de forringede levevilkår har kunnet iagttages lokalt i årevis.
"Vi har set isbræerne forandre sig år for år. Vi har oplevet hvalrosfangsten længst mod nord blive ødelagt, fordi isen er blevet for tynd. Vi har set forandringerne tage til i mange år nu," siger en grønlandsk deltager på Bali.
Men man har ikke lokalt forstået årsagerne, og det internationale samfund har kunnet trække på skuldrene, fordi det indtil for nylig ikke ansås for fuldgyldigt dokumenteret af vestlige videnskabsfolk og avancerede modelberegninger, at verden faktisk er under menneskeskabt global opvarmning. Vi tror først på virkeligheden, når den er bevist i en computer.
Den ubekvemme indsigt, som kryber ind på én her på stedet, er, at det, der nu foregår på kloden, er en ny, langt mere ondartet - om end mindre ondsindet - vestlig kolonialisme rettet mod den verden, de fattige lever i. En sen erkendelse kan man hævde - så meget desto mere nådesløs og ubehagelig.
Fælles eje
Eric Kisiangani, en venlig kenyaner der arbejder med udviklingsprojekter i Mandera-distriktet i den nordligste, allermest fattige og allerhårdest ramte del af Kenya, er en af dem, der finder ordet kolonialisme på sin plads.
"Atmosfæren er fælles eje for hele menneskeheden. Ikke desto mindre er det et mindretal af Jordens befolkning, der har misbrugt og stadig misbruger den til at dumpe deres CO2 i," siger Eric Kisiangani.
Indiens minister for videnskab og teknologi, Kapil Sibal, gav nøgletallet, da han onsdag talte til klimamødet: "De historiske udledninger udgør 1.100 ton CO2 pr. indbygger i nogle i-lande sat i forhold til 23 ton for Indien."
Tre fjerdedele af den CO2, der indtil nu er ophobet i atmosfæren som resultat af det fossile energiforbrug, er udledt af mindre end en femtedel af verdens befolkning: indbyggerne i de rige lande.
Kisiangani fortæller om kolonialismens ansigt i Mandera-distriktet.
"De fleste her er hyrdefolk, der lever af deres kvæg og geder. Tørke er ikke ukendt, og det er heller ikke ukendt, at man kan miste dyr, når det er tørke. Men før i tiden var der så langt imellem, at man kunne genskabe det tabte, før en ny tørke måske indfandt sig. Nu rammer den meget hyppigere. Det tager omkring 10 år at genskabe en tabt kreaturbestand og dermed livsgrundlaget, men i dag er der kun omkring tre år mellem, at tørken rammer."
"For et par år siden døde 300 mennesker som konsekvens af en tørkeperiode i Mandera. Folk, som har levet der i 50-60 år, siger, at de aldrig har oplevet sådan noget før. Før fik børnene kød og mælk. Nu er de totalt fejlernærede," siger Eric Kisiangani.
Ændringerne i klimaet bringer befolkningen ind i en ond cirkel.
"Pigerne må opgive skolen, fordi de må ud og lede efter vand eller passe deres mindre søskende, mens mødrene leder efter mad. Den tid, der skulle bruges til at skabe udvikling, stjæles fra os."
I det vestlige Kenya, ved Lake Victoria, er problemet det modsatte af tørken. Ekstrem nedbør giver oversvømmelser.
"Der har været oversvømmelser, hvor 15.000 mennesker har måttet forlade området og har mistet alt. Når en vej hos os bliver ødelagt ved oversvømmelser, tager det 5-10 år at få den genetableret. Når en hytte ødelægges, tager det måske tre-fire måneder. Tid der skulle være brugt til at skabe bedre levevilkår eller blot sikre den daglige levevej," fortæller Kisiangani.
I Bangladesh, hvor halvdelen af den 140 mio. store befolkning på forhånd lever under fattigdomsgrænsen, opererer man med større tal. Efter en ødelæggende monsun-regn i sommer blev Bangladesh i sidste måned ramt af Sidr, den værste cyklon i 16 år. Officielle tal siger 3.500 dødsofre og millioner fordrevet fra deres hjem. Mohammad Ali, der bor i Dhaka, Bangladesh, mener ligesom Røde Kors, at antallet af ofre er nærmere 10.000 foruden et par hundrede tusind mistede kreaturer.
"Bangladesh illustrerer helt bogstaveligt, hvordan denne verdens fattige, uskyldige majoritet er ofre i forreste række for klimaændringerne. Mennesker i Bangladesh sætter et meget, meget lille fossilt fodaftryk på kloden. De fleste lever fra hånden i munden og bidrager næppe til klimaproblemet. Men det er dem, der rammes," siger Mohammad Ali, bangladesher med job i den internationale udviklingsorganisation Practical Acion.
Truslen mod det lavtliggende deltaland for foden af Himalaya er flerdobbelt: Havets stigning og forstærkede stormfloder, truer fra søsiden. Ekstrem nedbør truer ovenfra med oversvømmelser, og det samme gør forstærket afsmeltning af sne og is i bjergene inde i baglandet.
"De mennesker, der bliver ramt, ved ikke hvorfor de udsættes for disse lidelser. De søger tilflugt på tagene af deres huse, når vandet kommer, men de mister ofte alt. Fattige lande har også fattige regeringer, og der er hverken penge nok til at sikre befolkningen mod oversvømmelserne eller hjælpe dem bagefter. I vore dage kan vi i bedste fald få 72 timers varsel, før storme eller oversvømmelser kommer. Men vi kan ikke stoppe det. Vi er tvunget til at leve med konsekvenserne," siger Mohammad Ali, hvis drøm er at få etableret bare én storm- og oversvømmelsessikret bygning i hver landsby, så man kan værne mennesker, kreaturer og såsæd mod ødelæggelse, når vandet kommer.
Tre liv
På klimamødet viste Verdensbanken en ny film om den globale opvarmnings ofre. Tre sagtmodige fortællinger om tre mennesker, hvis fremtid er ved at blive dem frastjålet:
-Den 35-årige kvinde fra Niger i Afrika, hvis hirseafgrøde er slået fejl, fordi regnen udebliver Der kan gå tre-fire dage, hvor hun ikke kan give børnene mad. "Mit liv er lidelse, bare lidelse," siger hun, mens filmen fortæller, at klimaforandringerne vil øge det areal på kloden, der rammes af ørkendannelse, med 17 pct. de kommende år.
-Fiskeren Sammysuddin fra den lille indonesiske ø Kopopango, der med spyd plejer at fange familiens middag ved koralrevene. Men nu er opvarmningen ved at gøre korallerne hvide og skrøbelige, de går i stykker, og der bliver færre fisk. Der er dage, hvor Sammysuddin ikke har noget med hjem. "Hvad skal vi gøre, hvis vi ikke fanger fisk. Alle på øen lever af fiskeri," fortæller han. Og filmen oplyser, at op til 30 pct. af koralrevene i Sydøstasien risikerer ødelæggelse på grund af opvarmningen.
-Bonden Felipe fra den peruvianske landsby Pucarumi i Andesbjergene. Den store Ausangate-gletscher, der leverer vand til græsningsarealerne for landsbyens lamaer og til kartoffeldyrkningen, er på hastig retræte. Kartoffelmarkerne rykkes længere op ad bjergskråningerne for at sikre vand nok, men det er en stakket frist. "Kun Gud kender vor skæbne, hvis sneen forsvinder," siger Felipe. Filmen konstaterer, at mange gletschere vil være væk om 15-25 år.
De tre kender ikke hinandens skæbne. Ved næppe, at de er del af en global forandring, foranlediget af livsformen på andre breddegrader.
Her på Bali-konferencen har sammenslutningen af 44 små ø-stater og lavtliggende kystnationer, AOSIS, været den klareste stemme for klimakrisens ofre.
"Vi er som kanariefuglen i kulminen. Det, der rammer os, rammer resten af verden senere," siger AOSIS' formand, Grenadas FN-ambassadør Angus Friday.
Han fortæller, hvordan forsikringsselskabet Lloyds efter to orkaner inden for 10 måneder har omdefineret Grenadas status, så den caribiske østat nu ligger inden for orkanbæltet, hvor det før har ligget udenfor.
"Selv med de nuværende temperaturer oplever Grenada katastrofale orkaner, som på timer har dræbt mennesker, ødelagt 90 pct. af øens boliger og efterladt økonomiske skader på 200 pct. af vort bruttonationalprodukt," fortæller Angus Friday.
For andre af ø-staterne er det havenes gradvise stigen, der er mareridtet. Den lille polynesiske ø-stat Tuvalu, der med 10.000 indbyggere på ni koraløer ligger på selve Ækvator, er formentlig dødsdømt. Kystzonen eroderes allerede, og saltvand trænger ind og ødelægger drikkevand og jordbrug. Hvis havene får lov at stige med 60 centimeter i dette århundrede - et sandsynligt scenario fra FN's klimapanel - "vil det indebære Tuvalus fuldstændige forsvinden i havet sammen med vor kultur, levevej og grundlæggende uafhængighed og menneskerettigheder," sagde ø-statens miljøminister Tavau Teii til klimakonferencens delegerede.
Samme budskab fra øgruppen Maldiverne i Det Indiske Ocean.
"For 20 år siden talte jeg til FN's Generalforsamling om de farer, klimaforandringerne udgør for Maldiverne og andre små ø-stater. Jeg satte dengang fokus på en katastrofe, der stod og ventede. I dag fylder katastrofen hele horisonten. Data om havets stigning gennem det seneste tiår bekræfter vor værste frygt," sagde Maldivernes præsident, Maumoon Abdul Gayoom.
Tidligere i år blev 70 af øerne i øgruppen ramt af oversvømmelse. Halvdelen af øerne er under erosion "i alarmerende tempo."
"I nogle tilfælde har samfund måtte rykke længere indad på land eller flytte til sikrere øer," oplyste præsidenten.
At gøre bare én ø i Maldiverne - der er omkring 1.900 - sikker mod havet koster 100 mio. dollar, oplyser AOSIS. De rige donor-lande har her på Bali-mødet sikret 325 mio. dollar for en fireårig periode til den ny tilpasningsfond, der sigter på de samlede behov for klimabeskyttelse og tilpasning i samtlige u-lande.
"Det kriterium, vi sætter for at kunne kalde denne konference succesfuld, er, at ikke én ø bliver ladt i stikken," siger Angus Friday.
Det indebærer, at den smertetærskel for den globale opvarmning, som EU og klimaforskerne sætter ved to grader - og som bl.a. USA kategorisk afviser at tale om - ifølge Friday er "alt for høj". En begrænsning af udledningerne, der bremser opvarmningen ved to grader, kan ikke redde en række af denne verdens lavtliggende ø-samfund. Når EU-folk og klimaeksperter taler om udsigten til "katastrofale klimaforandringer" over to grader, overser de, at katastrofen allerede er daglig kendsgerning for millioner af mennesker i den fattige verden.
Os i dag, jer i morgen
Engang rejste vestlige magter ud og stjal med tvang og våbenmagt rigdomme og ressourcer fra de fattige for at sikre egen fortsat udvikling. I dag er Vestens velstand sikret ved at stjæle af den ressource, der hedder atmosfærens og økosystemernes livsnærende kapacitet. Eller værre end som så:
"Ironien er, at det er de fattige i verden, der sikrer os ånderum i dag. I øjeblikket består 80 pct. af den vedvarende energi af biomassebaseret energi anvendt af de fattigste til at dække deres behov til madlavning, belysning og brændsel," siger Sunita Narain, leder af den indiske ngo Centre for Science and Environment. Alene fordi de fattige har holdt sig til denne vedvarende energi på lavt forbrugsniveau, har det været muligt for andre at leve på en stor fossil levefod uden for længst at udløse klimatiske sammenbrud.
Den rige verden har på ny invaderet de fattiges livsgrundlag for at udvide eget forbrug. Vi har måske ikke vidst det - i hvert fald ikke ønsket at vide det. Men nu, hvor ofrene står i kø og fortæller, ved vi.
Det har undret her på Bali, at vreden ikke mærkes. Ingen rasende taler i plenarsalen, ingen store demonstrationer udenfor. Mohammad Ali fra Bangladesh siger:
"Det vil ikke hjælpe os, hvis vi begynder at anklage jer. Dette rammer os i dag, men i morgen rammer det også jer. Hedebølgen i Frankrig i 2003 slog mennesker ihjel. Og hvad var årsagen til orkan Katrina, til skovbrandene i Californien og Grækenland?"
"Vi anmoder jer ganske enkelt om at respektere naturen i stedet for at spille hasard med den. Naturen har givet os så meget, men tilsyneladende ikke nok til at tilfredsstille vor grådighed. Det er grådigheden, naturen ikke kan bære."
- Du taler om 'os'. Det er da ikke befolkningen i Bangladesh, der har skabt dette problem?
"Jeg er borger i verden. Derfor må jeg acceptere, at jeg også har et ansvar," siger Mohammad Ali.
At u-landene har ansvar er blevet sagt eftertrykkeligt her på Bali. USA har hamret på Kina og Indien og andre store u-lande og forlangt forpligtelse til CO2-reduktioner, hvis USA selv skal kunne yde noget. Også Danmarks Connie Hedegaard og EU har talt højt om store u-landes ansvar.
"I det tørkeramte Mandera-distrikt i Kenya har der faktisk været en demonstration, hvor folk forlangte, at USA skærer sine udledninger ned. Men ved denne konference fremfører vore delegerede ikke folkets budskaber særlig tydeligt. De hører hele tiden Vesten sige: 'U-landene må også skære ned'. Og vi er blevet afhængige af at få ny hjælp for at kunne beskytte os mod klimaændringerne. Derfor er vore delegerede så sagtmodige," siger Erik Kisiangani.
Klima-økonomen Sir Nicholas Stern protesterer mod det retfærdighedsbegreb, nogle rige lande opererer med under forhandlingerne. Endog målet om samme ret til CO2-udledning for alle mennesker, som Angela Merkel og her på Bali den indiske delegation har talt for, er skævt, fordi det negligerer, hvad Vesten har opnået ved at overforbruge gennem et helt århundrede.
"Det ville svare til en udvalgt gruppe mennesker, der drikker af brønden i meget lang tid. Når de begynder at indse, at brønden er ved at løbe tør, vedtager de, at alle mennesker skal have samme størrelse glas. Det er en meget svag udlægning af lighedsbegrebet. 80 pct. nedskæringer i de rige lande er det absolutte minimum, som idealet om lighed fordrer," sagde Stern forleden.
Efter kolonialismens epoke indførtes den internationale udviklingsbistand for at give u-landene den mulighed for at skabe udvikling og velfærd, som var blevet dem berøvet. Det 21. århundredes klimakolonialisme fordrer ikke blot, at de rige lande trækker sig tilbage som kolonisatorer af den fælles atmosfære, men også at de fattige lande ydes erstatning for de tab og den lidelse, den globale opvarmning nu påfører dem. Bali-mødet har vedtaget at putte foreløbig 325 mio. dollar i en ny tilpasningsfond samt 165 mio. dollar i en fond til beskyttelse af u-landenes skove. De beløb, der reelt er brug for til de to formål, er ifølge UNDP og Nicholas Stern henholdsvis 1.000 og et par hundrede gange større.
Mødet på Bali har ikke bragt nogen ny atmosfærisk verdensorden. Måske Københavns-mødet i 2009 kan gøre det.
Udskriftsvenlig udgave
Relaterede artikler
* 'På randen af enighed'
* Klimaforsker: Nordpolen isfri i 2013
* 'De andre gør det også'
* I sneglefart mod Bali-mandatet
* Handel skal redde klimaet
God tone i debatten
Kommentarer
Jakob
15. december, 2007 #
Citat fra artiklen:
"Også Danmarks Connie Hedegaard og EU har talt højt om store u-landes ansvar."
--
Ja, og jeg kan slet ikke finde ord for, hvor flovt det er, eller hvor hult det klinger i mine ører, når jeg ved, hvor fortvivlende lidt hun selv har gjort i Danmark de sidste 6 år:
http://www.grassroots.dk/partipolitik/Vindmoellekapacitet.JPG
Hvis vi havde en moralsk domstol, så måtte hun straffes strengt.
Citat fra artiklen:
"den smertetærskel for den globale opvarmning, som EU og klimaforskerne sætter ved to grader - og som bl.a. USA kategorisk afviser at tale om - ifølge Friday er "alt for høj". En begrænsning af udledningerne, der bremser opvarmningen ved to grader, kan ikke redde en række af denne verdens lavtliggende ø-samfund."
--
Nej, så vi skal bare se at komme i krig med at løse problemerne.!
Jeg mener seriøst i krig. Forsvaret bør delvist mobiliseres og hjælpe med vindmølleopsætning og drift.
Energi- og miljøgeneralen skal have vide beføjelser blandt andet til at begrænse driften af stærkt forurenende virksomheder.
Og befolkningen og virksomheder skal selvfølgelig opdrages til at bruge mest strøm, når det blæser meget.
Tænker man lidt på hvad der blev produceret under 2. verdenskrig af våben, skibe, tanks, køretøjer, fly osv...., så er det nok temmelig indlysende, at hvis vi vil, så kan vi på ganske få år skabe en stor overkapacitet af vindmøller, og så er vi allerede kommet langt.
Selvom der blev gået til valg på noget andet, så håber jeg alligevel, at Statsministeren erklærer krig mod global opvarmning og svinger sparekniven.
Den forøgede ulandsbistand bør efter min mening gå til vedvarende energi enten i Danmark eller i Ulande.
Stødende kommentar?
Rune
15. december, 2007 #
"Jeg er borger i verden. Derfor må jeg acceptere, at jeg også har et ansvar," siger Mohammad Ali.
- fra Bangladesh, som er et af de hårdest ramte lande af global opvarmning, hvis reelle ansvar kan ligge på et meget lille sted.
Av... dén gjorde faktisk ondt... rigtig ondt...
Men på nogle mennesker preller selv dén slags projektiler vist af?
Stødende kommentar?
Skriv en kommentar
Dit navn: *
E-mail: *
Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
Hjemmeside:
Kommentar: *
Captcha Image: you will need to recognize the text in it.
Fri for spam: *
Fri for spam: indtast bogstaverne på billedet ovenfor (Tip: de er alle versaler)
På information.dk
* Drama »
* Europa »
* Fakultet »
* Film »
* Kunst »
* Litteratur »
* Marked »
* Medier »
* Miljø og klima»
* Musik »
Aktuelle emner
* Julen 2007 »
* Klimamøde I Bali »
* Terrorsagen I Vollsmose »
* Afghanistan »
* Eu »
* Libanon »
* Anders Fogh Rasmussen »
* Lissabon-Traktaten »
* Farc »
* Algeriet »
torsdag den 13. december 2007
Handel skal redde klimaet
Men kan man åbne Pandoras æske af slagsmål om grøn protektionisme?
12. december 2007
Af: Jørgen Steen Nielsen
Ikke kun miljøministre samles på Bali for at redde verden. I weekenden har handelsministre og embedsmænd fra 32 lande holdt deres eget møde i forsøget på at ændre reglerne for international handel, så også denne kan bidrage til at bremse den globale opvarmning. Foto: Polfoto
BALI – Ikke kun miljøministre samles på Bali for at redde verden. I weekenden har handelsministre og embedsmænd fra 32 lande holdt deres eget møde i forsøget på at ændre reglerne for international handel, så også denne kan bidrage til at bremse den globale opvarmning.
Ikke uventet afslørede drøftelserne et minefelt af potentielle konflikter, primært mellem EU og USA på den ene side og en række udviklingslande på den anden.
Det centrale forslag kommer fra EU og USA og sigter på gradvist at nedbringe tolden på klimavenlige produkter, så den i år 2013 er nul.
Læs mere om
CO2-udledning
klimamøde i Bali
protektionisme
u-lande
Det vil øge handlen og dermed udbredelsen af både teknologiprodukter og serviceydelser, der kan dæmpe eksempelvis CO2-udledningerne fra energisektoren.
»Der er blevet fremlagt en liste på i alt 43 tænkelige varer, udvalgt fra en længere liste af klimavenlige teknologier, som Verdensbanken har lavet,« fortæller ambassadør Klavs A. Holm, der deltog som det danske udenrigsministeriums repræsentant i weekendens møde.
Mødt med skepsis
På listen er vindmøllemaster, termostater, solkomfurer, små gasgeneratorer m.m. del af en samlet sektor af klimavenlige varer og tjenesteydelser, der skønnes at have en værdi på over 500 mia. dollar.
Forslaget blev mødt med skepsis fra udviklingslande som Brasilien og Pakistan, der ser toldnedsættelsen som et forsøg fra de rige landes side på at øge deres eksport til de fattige lande.
»Dette er tydeligvis rettet mod os, eftersom vi ikke har kapacitet til at producere varer på miljøvenlig måde,« sagde Pakistans ambassadør i Indonesien, Ali Baz, til Reuters efter mødet.
Klavs Holm mener, at billedet er mere nuanceret.
»Det blev indvendt af nogle, at dette er de rige landes produktliste. Men faktisk produceres nogle af de klimavenlige varer i dag i lande som Indien, Kina og Brasilien,« siger den danske ambassadør og nævner, at f.eks. Vestas får vindmølletårne fremstillet i Indien, mens Kina producerer vindmøllegeneratorer.
»Samtidig gælder det, at nogle produkter på listen jo kan hjælpe til at nedbringe energiforbrug og energiudgifter i u-landene og dermed forbedre deres økonomi,« påpeger Klavs Holm.
Chritian Friis Bach, handelsekspert og international chef i Folkekirkens Nødhjælp, har blandede følelser over for EU’s og USA’s udspil.
»Jeg er meget stærk tilhænger af, at man kobler klima- og handelsspørgsmålet. Men denne liste på 43 produkter udvalgt fra en meget længere liste, er ikke særlig heldig. Det er ikke svært at se, hvem der vil få fordel af at gøre disse produkter toldfri. At lægge den frem er ikke gavnligt for forhandlingsatmosfæren her på Bali,« siger han.
Slangens hoved
Fra brasiliansk side blev der protesteret højlydt over, at bioethanol ikke er med på EU’s og USA’s liste over klimavenlig teknologi, der skal toldfritages.
»Hvad er vi her for? Er vi her for at gøre tre ting gensidigt stimulerende – udvikling, handel og klimabeskyttelse – eller er vi her for at diskutere protektionistiske måder at bremse den proces på,« spurgte den brasilianske minister for eksterne relationer, Celso Luiz Nunes Amorim.
»Protektionismen er som slangens hoved. Slangen forsøger altid at stikke sit hoved frem,« sagde ministeren fra landet, der er storproducent af bioethanol baseret på sukkerrør og meget gerne vil forsyne det europæiske marked.
Baggrunden for at udelade ethanol af listen kan ifølge iagttagere være såvel den stigende tvivl i EU om dette biobrændstofs reelle miljøvenlighed, dels forsøg fra visse europæiske bioethanol-producerende lande på at beskytte deres egen produktion.
Der er i EU-kredse en udtalt bekymring for, at diskussionen skal blive trukket ind i den atmosfære af fiasko, som klæber til WTO’s Doha-runde. Derfor håber man, at diskussionen kan fortsættes som led i klimadrøftelserne, når landene næste år mødes i Polen som sidste stop før det afgørende klimamøde i København i 2009.
12. december 2007
Af: Jørgen Steen Nielsen
Ikke kun miljøministre samles på Bali for at redde verden. I weekenden har handelsministre og embedsmænd fra 32 lande holdt deres eget møde i forsøget på at ændre reglerne for international handel, så også denne kan bidrage til at bremse den globale opvarmning. Foto: Polfoto
BALI – Ikke kun miljøministre samles på Bali for at redde verden. I weekenden har handelsministre og embedsmænd fra 32 lande holdt deres eget møde i forsøget på at ændre reglerne for international handel, så også denne kan bidrage til at bremse den globale opvarmning.
Ikke uventet afslørede drøftelserne et minefelt af potentielle konflikter, primært mellem EU og USA på den ene side og en række udviklingslande på den anden.
Det centrale forslag kommer fra EU og USA og sigter på gradvist at nedbringe tolden på klimavenlige produkter, så den i år 2013 er nul.
Læs mere om
CO2-udledning
klimamøde i Bali
protektionisme
u-lande
Det vil øge handlen og dermed udbredelsen af både teknologiprodukter og serviceydelser, der kan dæmpe eksempelvis CO2-udledningerne fra energisektoren.
»Der er blevet fremlagt en liste på i alt 43 tænkelige varer, udvalgt fra en længere liste af klimavenlige teknologier, som Verdensbanken har lavet,« fortæller ambassadør Klavs A. Holm, der deltog som det danske udenrigsministeriums repræsentant i weekendens møde.
Mødt med skepsis
På listen er vindmøllemaster, termostater, solkomfurer, små gasgeneratorer m.m. del af en samlet sektor af klimavenlige varer og tjenesteydelser, der skønnes at have en værdi på over 500 mia. dollar.
Forslaget blev mødt med skepsis fra udviklingslande som Brasilien og Pakistan, der ser toldnedsættelsen som et forsøg fra de rige landes side på at øge deres eksport til de fattige lande.
»Dette er tydeligvis rettet mod os, eftersom vi ikke har kapacitet til at producere varer på miljøvenlig måde,« sagde Pakistans ambassadør i Indonesien, Ali Baz, til Reuters efter mødet.
Klavs Holm mener, at billedet er mere nuanceret.
»Det blev indvendt af nogle, at dette er de rige landes produktliste. Men faktisk produceres nogle af de klimavenlige varer i dag i lande som Indien, Kina og Brasilien,« siger den danske ambassadør og nævner, at f.eks. Vestas får vindmølletårne fremstillet i Indien, mens Kina producerer vindmøllegeneratorer.
»Samtidig gælder det, at nogle produkter på listen jo kan hjælpe til at nedbringe energiforbrug og energiudgifter i u-landene og dermed forbedre deres økonomi,« påpeger Klavs Holm.
Chritian Friis Bach, handelsekspert og international chef i Folkekirkens Nødhjælp, har blandede følelser over for EU’s og USA’s udspil.
»Jeg er meget stærk tilhænger af, at man kobler klima- og handelsspørgsmålet. Men denne liste på 43 produkter udvalgt fra en meget længere liste, er ikke særlig heldig. Det er ikke svært at se, hvem der vil få fordel af at gøre disse produkter toldfri. At lægge den frem er ikke gavnligt for forhandlingsatmosfæren her på Bali,« siger han.
Slangens hoved
Fra brasiliansk side blev der protesteret højlydt over, at bioethanol ikke er med på EU’s og USA’s liste over klimavenlig teknologi, der skal toldfritages.
»Hvad er vi her for? Er vi her for at gøre tre ting gensidigt stimulerende – udvikling, handel og klimabeskyttelse – eller er vi her for at diskutere protektionistiske måder at bremse den proces på,« spurgte den brasilianske minister for eksterne relationer, Celso Luiz Nunes Amorim.
»Protektionismen er som slangens hoved. Slangen forsøger altid at stikke sit hoved frem,« sagde ministeren fra landet, der er storproducent af bioethanol baseret på sukkerrør og meget gerne vil forsyne det europæiske marked.
Baggrunden for at udelade ethanol af listen kan ifølge iagttagere være såvel den stigende tvivl i EU om dette biobrændstofs reelle miljøvenlighed, dels forsøg fra visse europæiske bioethanol-producerende lande på at beskytte deres egen produktion.
Der er i EU-kredse en udtalt bekymring for, at diskussionen skal blive trukket ind i den atmosfære af fiasko, som klæber til WTO’s Doha-runde. Derfor håber man, at diskussionen kan fortsættes som led i klimadrøftelserne, når landene næste år mødes i Polen som sidste stop før det afgørende klimamøde i København i 2009.
Abonner på:
Opslag (Atom)